Nyhed
Jonathan Swensen modtager ny dansk musikpris
8. september 2026
8. september 2026
Olesens Musikpris er navnet på en ny dansk musikpris, der hædrer unge danske musikere med stort nok talent til en international karriere.
Bag prisen er Erik og Susanna Olesens Almenvelgørende Fond, der har valgt cellist Jonathan Swensen, som første modtager. Med prisen følger en check på en halv million kroner.
I en pressemeddelelse skriver fonden, at den nye pris gives til:
»…unge musikere, der forener højeste kunstneriske niveau med kunstnerisk mod, internationalt potentiale og evnen til at skabe forbindelse mellem kunst, publikum og samtid. Prisen gives til kunstnere, der ikke alene mestrer traditionen, men også er med til at forme fremtidens klassiske musik«.
I motivationen for at vælge den 29-årige cellist lægger fonden vægt på, at Jonathan Swensen allerede har etableret sig på den internationale musikscene og har »en særlig evne til at skabe forbindelse til publikum«.
Fonden skriver om hans tilgang til musikken:
»For Jonathan Swensen er en koncert ikke blot en opførelse af et værk, men et møde mellem mennesker. Musikken skal ikke alene være smuk eller teknisk imponerende. Den skal kunne røre mennesker, vække følelser og minder og skabe rum for refleksion. Derfor arbejder han med den klassiske musikarv som levende kunst – ikke som museumsklenodier. Musikken skal føles ny, hver gang den spilles«.
Jonathan Swensen får overrakt prisen i april 2027 ved en koncert i Mogens Dahl Koncertsal.
Olesens Musikpris vil fremover blive uddelt hvert andet år.
Foto: Daniel Śledziński
FLERE NYHEDER