Nyhed
Kasper Holten stopper som operachef i London
9. december 2015
9. december 2015
Det er hensynet til sin familie, der har fået Kasper Holten til ikke at fortsætte som operachef på Royal Opera House.
»Mit arbejde er for alvor ved at slå an herovre, og der bliver lagt mærke til, at der nu sker nye ting. Der er spændende planer på plads frem til 2021, som det er frygteligt ikke at skulle følge til dørs. Men hvis vi bliver her, ville min ældste datter skulle starte i skole i London til næste år. Og efter lange og grundige overvejelser er vi kommet frem til, at hun skal gå i skole og vokse op i København«, siger Kasper Holten til Berlingske.
Kasper Holten, der har været operachef i London siden 2011, fik tilbudt en fem-årig forlængelse af sin nuværende kontrakt, der løber indtil næste sommer, men valgte kun at forlænge med syv måneder, så han kan være med til at opsætte Wagners ‘Mestersangerne’ i Covent Garden i marts 2017.
Det er Kasper Holtens plan, at han fra 2017 skal arbejde som freelance instruktør med base i København.
Foto: Lior Zilberstein
FLERE NYHEDER