Nyhed
Kaufmann dropper ‘Tosca’ på The Met
22. marts 2017
22. marts 2017
Jonas Kaufmann trækker sig fra The Mets kommende storopsætning af ‘Tosca’, en meget imødeset forestilling, som var tilrettelagt efter Kaufmanns kalender og med premiere nytårsaften. Det er ikke første gang, at en stjerne forlader en stor forestilling inden premieren, men det er både upraktisk og upopulært, når det sker få uger efter annonceringen, og programmet ligger klart fra trykken. Årsagen til beslutningen er, at den tyske operasanger fremover vil prioritere familielivet højere end karrieren på de internationale scener.
»Jeg elsker at synge for The Mets skønne publikum, men min samvittighed fortæller mig, at jeg ikke længere kan tillade mig de lange perioder væk fra familien«, siger Jonas Kaufmann.
I fremtiden vil han kun takke ja til engagementer af højst to ugers varighed udenfor Europa for at kunne være mere sammen med sine tre børn. En beslutning de fleste vil nikke forstående og anerkendende til, men som operadirektører udenfor Europa hiver sig i håret over, da det effektivt vil sætte en stopper for roller i for eksempel USA, da prøver og forestillinger normalt rækker langt ud over de to uger.
The Mets direktør, Peter Gelb, havde lugtet lunten, da Kaufmann i de senere år har trukket sig fra flere opsætninger i operahuset, og derfor stod den italienske tenor Vittorio Grigolo klar i kulissen som backup for den tyske stjerne. Peter Gelb håber dog på, at det også i fremtiden vil kunne lykkes at lokke Kaufmann til New York.
»Han er jo én af dem, som vi håber på vil optræde på The Met igen. Vi og hans mange fans i New York vil gerne have ham tilbage – men næste gang bliver det med visse forbehold«, siger Peter Gelb til New York Times.
Foto: Jerome Bonnet / The Met
FLERE NYHEDER