Nyhed

Komponist og dirigent Peter Maxwell Davies er død

Avantgardens enfant terrible i 1960’erne, Peter Maxwell Davies, er død efter flere års kamp mod kræft. Manden bag ‘Eight songs for a mad king’, der senere blev anerkendt verden over som komponist og dirigent, fik ellers kun 6 uger at leve i, da han fik diagnosen aggressiv leukæmi tilbage i 2013. Det kontroversielle værk med de otte sange til tekst af den skøre Kong George d. 3. blev Davies’ gennembrud og skabte postyr i det etablerede kunstneriske miljø. I dag anses det som en klassiker inden for nyere musikdramatik. Hans ry som musikrevolutionær ændrede sig også i takt med, at ærestitler og hædersbevisninger løb til igennem årene. Det ændrede offentlighedens syn på ham, og i 2004 blev han udnævnt til Master of the Queen’s Music, Dronningens Musikmester. 17 år tidligere var han blevet adlet og bar derefter titlen ‘Sir’.

Chef for Intermusica, Stephen Lumsden, begræder tabet af Davies:
»Det er meget få musikere der i løbet af de sidste 50 år har sat så væsentligt et fingeraftryk på det engelske kulturliv som Davies. Han delte utrætteligt sin opfattelse af, at musik ikke bare er en basal livsnødvendighed, men at den også er med til at udvide rammerne for den menneskelige eksistens. Helt frem til den bitre ende var han pionéren med en uangribelig integritet som fri ånd og en kreativ tænker«, siger han til Classical Music Magazine.

Davies blev oprindeligt uddannet på University of Manchester og studerede videre ved Royal Northern college of Music. Her han fandt sammen med en række andre komponister og musikere i gruppen ‘New Music Manchester’, der bekendte sig til den samtidige avantgardemusik. Davies komponerede musik i alle klassiske genrer og har 10 symfonier og diverse operaer og orkesterværker på samvittigheden. Hans sidste symfoni ‘Alla ricerca di Borromini’, som han skrev under én af sine lange hospitalsindlæggelser, havde urpremiere på The Barbican i London i 2014. Det er også her hans allersidste værk ‘The Hogboon’ fra sidste år får urpremiere i juni ved en stor koncert for kor og orkester under ledelse af Simon Rattle.

Foto: University of Salford Press Office

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER