Nyhed
Komponist vil bruge prispenge i fængsler og udsatte områder
1. juni 2021
1. juni 2021
John Adams, en af de mest opførte, amerikanske nutidskomponister, fik søndag Glashütte Prisen ved den igangværende udgave af festivalen Dresdner Musikfestspiele. Adams, hvis musik ofte har en politisk dagsorden, får prisen for »sit livsværk og for den inspiration han har givet videre til generationer af komponister, musikere og lyttere«, ifølge festivalens pressemeddelelse.
Glashütte Prisen med tilhørende præmiecheck blev overrakt ved en streamet priskoncert, optaget i New York. Checken på små 200.000 kroner falder på et tørt sted, og komponisten er, ifølge Musik Heute, ikke i tvivl om, at pengene skal bruges til humanitært arbejde og talentudvikling:
»Den store pris vil hjælpe min kone og jeg med at fortsætte det arbejde, vi har været engagerede i gennem årene. Blandt andet betaling for musikundervisning i amerikanske fængsler, stipendier til klassisk musikundervisning i lokalsamfund, der lider under økonomiske og racemæssige spændinger, samt til bestillinger og opførelser af værker fra unge komponister«.
Det er 18. gang, at Glashütte Original Musikfestspielpreis bliver uddelt ved festspillene i Dresden. Prisen er tidligere gået til pianisten Hélène Grimaud, Berliner Filharmonikerne, violinisterne Hilary Hahn og Joshua Bell, cellisten Steven Isserlis, mezzo-sopranen Joyce DiDonato og senest dirigent og sanger Barbara Hannigan.
Ved priskoncerten spillede Timo Andres John Adams’ Bach-inspirerede klaverstykke ‘I still play’, mens violinist Gil Shaham fremførte Bachs Partita nr. 3. New York ensemblet The Knight rundede koncertdelen af med prisvinderens 1983-udgave af stykket ‘Shaker Loops’ for strygeorkester under ledelse af dirigent Eric Jacobsen.
Foto: Vern Evans
Du kan se priskoncerten i fuld længde her – inklusiv portrætfilmen ‘Road Movie’ om John Adams
FLERE NYHEDER