Nyhed
Komponist vinder strid om rettigheder over stort filmselskab
27. april 2022
27. april 2022
Den unge britiske komponist Noah Max (foto) har vundet en strid med filmselskabet Miramax om rettighederne til at opsætte spillefilmen ‘Drengen i den stribede pyjamas’ som opera. Filmselskabet havde betinget sig en sum på syv millioner kroner for at give komponisten mulighed for at sætte den prisbelønnede film (fra 2008) op i operaversionen. Men efter halvandet års forhandlinger har Miramax givet sig og overladt rettighederne til komponisten for nul kroner.
I 2017 fik det engelske kompagni Northern Ballet rettigheden til at opføre historien for en begrænset pris på små 50.000 kroner, og Noah Max, der vil lave operaen som et nonprofit projekt, havde håbet på en lignende aftale. Men filmselskabet fastholdt det oprindelige krav til trods for, at komponisten blev bakket op af forfatteren til filmens romanforlæg og fremtrædende jødiske organisationer samt den berømte Holocaust overlever, Lydia Tischler.
Aftalen kom dog på plads ved mellemkomsten af avisen Jewish Chronicle, som fik Miramax til at frafalde kravet.
»Uden Miramax’ tilladelse var vi ikke i stand til at lave konkrete aftaler, selvom flere operakompagnier forhørte sig om muligheden. Nu, hvor vi kan begynde at arrangere, håber jeg, at værket vil nå et bredt publikum ved opførelser hos en række forskellige ensembler og kompagnier«, siger Noah Max til The Strad.
Noah Max, som komponerede operaen færdig i efteråret med London ensemblet Brompton Quartet i tankerne, er nu klar til de sidste tilpasninger, inden arbejdet med opsætningen kan begynde. De engelske operafestivaler Tête à Tête og Grimeborn har vist interesse for at iscenesætte Max’ opera, der nu bærer titlen ‘A Child in Striped Pyjamas’.
Foto: Liz Isles / PR
FLERE NYHEDER