Nyhed
Koncertanmelder konfiskerer mobiltelefon i raseri
18. juni 2015
18. juni 2015
Den amerikanske anmelder David Patrick Stearns beskriver, hvordan han under en koncert i Musikverein for nylig fik nok af en kimende mobiltelefon og tog affære. Få minutter inde i Sjostakovijts første violinkoncert ringer en mobil højlydt nogle rækker foran hans sæde. Det bliver ikke bedre af, at sidemanden bliver ved med at rode med facebook og emails på sin mobil, og til sidst skrider anmelderen til handling. Stærkt irriteret rejser han sig og snupper telefonen ud af hånden på naboen og stikker den i lommen. Og dér beholder han den til pausen. Historien melder ikke noget om reaktionen hos hans sidemand, men i Stearns anmeldelse af koncerten beskriver han, hvordan telefonpostyret påvirkede musikerne:
”Pludselig ringede en anden telefon (uheldigvis uden for min rækkevidde) midt i Lisa Batiashvilis solokadence. Måske var det blot i min fantasi, men det virkede som om hendes spil blev mere og mere bistert. Det klædte musikken, og den del af koncerten endte faktisk med at få aftenens største bifald,” skriver Stearn i sin anmeldelse i Philadelphia Inquirer.
Foto: Jan-Regan / The Philadelphia Orchestra
FLERE NYHEDER