Nyhed
Kontroversiel dirigent får Østrigs fornemste kulturorden
31. oktober 2025
31. oktober 2025
Østrigs kulturminister, Andreas Babler, har besluttet at tildele den græsk-russiske dirigent Teodor Currentzis landets højeste kulturorden, ‘Österreichisches Ehrenzeichen und Österreichisches Ehrenkreuz für Wissenschaft und Kunst’. Det skriver flere østrigske medier, deriblandt Kurier og Der Standard.
Græskfødte Currentzis er russisk statsborger siden 2014 og har, særligt siden invasionen af Ukraine, med sine dybe relationer til Rusland og kredsen omkring Putin været en kontroversiel figur, som er uønsket på mange, men ikke alle, europæiske scener. Blandt andet for ikke offentligt at ville tage afstand til Putins krig.
Ordenen med det lange navn er den højeste udmærkelse, der uddeles af forbundsrepublikken Østrig for videnskabelige og kunstneriske præstationer. For at gøre sig fortjent til den skal modtageren »have opnået bred anerkendelse og et enestående ry gennem kreative præstationer af usædvanlig høj kvalitet inden for videnskab eller kunst«. Dirigenten blev allerede foreslået som kandidat til den for to år siden, oplyser Kurier.
Currentzis er indstillet til ordenen af ‘Kurie für Kunst’, en komité bestående af tidligere modtagere af ordenstegnet. Kulturministeren har godkendt komitéens indstilling, mens forbundspræsident Alexander Van der Bellen sætter sit endelige stempel på godkendelsen og er ansvarlig for overrækkelsen af prisen.
Komitéen består af 36 østrigske og internationale medlemmer og tæller flere prominente kulturnavne som komponisterne Olga Neuwith, György Kurtag, Arvo Pärt og Steve Reich, filminstruktøren Michael Haneke samt kunstneren Marina Abramovic.
Tildelingen af ordenen til Teodor Currentzis har givet anledning til kritik fra flere kanter, blandt andet fra den ukrainske ambassadør i Østrig, Vasyl Khymynets, som advarende siger til ORF:
»Jeg anmoder meget, meget høfligt om, at de ansvarlige i den østrigske stat træffer meget, meget præcise og anstændige beslutninger«.
Det tyske musikmedie BackstageClassical har bedt om en kommentar til indstillingen af Currentzis fra kulturminister Babler. Det har affødt denne udtalelse fra hans departement:
»At Currentzis foretrækker at forblive tavs om den russiske angrebskrig mod Ukraine er beklageligt, men ikke et gyldigt kriterium. Han er dirigent, ikke politiker. Vi mener ikke, at ‘cancel culture’, især når den bygger på tavshed eller påtagede politiske standpunkter, bidrager positivt«.
Foto: Vladimir Yarotsky
FLERE NYHEDER