Nyhed
Krigsmusik, piskeslag og barnlig glæde
4. december 2012
4. december 2012
Hvert år kan man opleve Händels ’Messias’ i utallige opførelser i hele landet. Dirigent Martin Nagashima Toft fortæller, hvorfor han år efter år opfører værket med kammerkoret Camerata.
Af Nikolaj Skinhøj
Hvad gør Händels ’Messias’ så slidstærk?
»Det er værkets dramaturgi både musikalsk og tekstligt. En meget tydelig og nærmest operaagtig historie fra første tone i ouverturen og til det sidste amen.
Både i forhold til det religiøse budskab, teksterne der er udvalgt, og den måde Händel har sat det i musik på, gør at der opstår nogle henvisninger, som almindelige mennesker kan forholde sig til i hverdagen. Det er kombinationen af det religiøse og det hverdagsagtige«.
Kan du give et eksempel på det hverdagsagtige?
»Fx en kvinde der bliver gravid og forventningens glæde til at skulle have et barn. Når jeg hører: ’O thou that tellest good tidings to Zion’, så kan jeg både forbinde det med det religiøse budskab om Jesu fødsel, men jeg kan også forholde mig til det som menneske, hvis jeg gik og ventede barn. Og tilsvarende i den anden del af værket. Her kommer der nogle scener, hvor menneskene, i form af koret, træder meget i karakter. Der er både hån, spot og latterliggørelse, men også smerter og pinsel. Det er ikke kun et støvet historisk dokument over hvordan vi tidligere har formidlet religion. ’Messias’ taler til noget almenmenneskeligt«.
Hvad får du ud af at opføre ’Messias’?
»Det at dykke ned i den utrolige variation af satser. Det tror jeg gælder både for musikere og publikum. Og det teoretiske, det formmæssige og instrumentationen. Hvordan Händel er meget omhyggelig med at spare på udtrækket, og variere det med de midler han har. I løbet af tre timer kommer vi fra de mest intime, barnlige og glædelige følelser og ud på et overdrev hvor det nærmest er krigsmusik og piskeslag. Og så i det afsluttende kor, kommer der en forløsning efter udforskningen af alle disse følelser«.
Har du et yndlingssted i ’Messias’?
»Det er korsatsen ’Their Sound Has Gone out’, som ikke altid bliver opført. Den er anderledes i forhold til resten af korsatserne, som er meget jublende og udadvendte, eller også er de aggressive og hånende. ’Their Sound Has Gone out’, der handler om udbredelsen af evangeliets budskab, har en meget rundere klang en resten og værket og nogle utroligt lækre korfraser, der nærmest er solistiske, og som fungerer lækkert i korsammenhæng. Og så har den, som det eneste sted i værket, to obligate obostemmer. Jeg synes den har noget særligt«.
Hvorfor vil Camarata hellere opføre ’Messias’ end Bachs ’Juleoratorium’?
»Hvert år ser vi mange af de samme ansigter blandt publikum. For dem er det en tradition, at de skal ind og høre ’Messias’ i Holmens Kirke med Camerata.
Der er også noget økonomisk i det. Messias kan spilles med et mindre orkester end juleoratoriet. Og så er det min erfaring, at der i Storkøbenhavn hvert år er udsolgt til Messias opførelser, selv i de små kirker, og det er ikke altid tilfældet med Bachs ’Juleoratorie’«.
Dirigent Martin Nagashima Toft og Kammerkoret Camerata opfører Händels Messias 17., 19., & 20. december i Holmens Kirke, Kbh., kl. 19.30.
FLERE NYHEDER