Nyhed
Kulturens anbefalinger til genåbning på ministerens skrivebord
3. marts 2021
3. marts 2021
Lyntest inden koncerter, corona-pas og afstand i koncertsalen samt kontaktoplysninger til smitteopsporing kan meget vel blive vilkårene, hvis du vil ud at høre musik, når kultur- og idrætslivet genåbner. Det er nogle af anbefalingerne fra kulturministeriets genstartsteam, der består af ledere fra forskellige kultur- og idrætsorganisationer.
»Genstartsteamet har leveret et stort arbejde med at indsamle og bearbejde forslag fra kultur- og idrætsaktører fra nær og fjern. Nu vil jeg bringe anbefalingerne videre til mine politiske kollegaer, så vi sammen kan beslutte, hvad vi kan føre ud i virkeligheden. Det er altafgørende, at vi får så meget som muligt gang i kultur og idrætten under de forhold, vi lige nu lever under«, siger kulturminister Joy Mogensen i en pressemeddelelse.
Kulturministeren og resten af regeringen besluttede sammen med det meste af Folketinget i efteråret 2020 at nedsætte genstartsteamet, bl.a. med formålet om at komme med anbefalinger til, hvordan det kan gøres muligt at bruge kulturen trods coronakrisens begrænsninger.
Teamet har udarbejdet et idékatalog, der omsætter en pulje på 50 millioner kroner i konkrete initiativer til af få gang i det skrantende kulturliv. Anbefalingerne spænder vidt fra nationale kampagner over testforsøg med store forsamlinger og digitalt innovationslaboratorium til forslag om økonomiske genstartspuljer.
Formanden for genstartsteamet, Jakob Jensen, udtaler i meddelelsen:
»De aktuelle problemer i sektoren kan ikke løses med et fingerknips. Men vi peger på nogle løsninger, der giver mulighed for at afprøve nye formater og dermed understøtte store og små kultur- og idrætsbegivenheder. F.eks. støtter et samlet genstartsteam, at idræts- og kulturlivet tænkes ind i arbejdet med et corona-pas, så det hurtigst muligt kan komme i anvendelse i sektoren«.
Og det er højst tiltrængt ifølge en forundersøgelse fra teamet, der beskriver nogle af de udfordringer, krisen giver for det danske kultur- og idrætsliv. Heri sættes der bl.a. tal på publikumskonsekvenser af coronaen. Tallene fortæller om en væsentlig nedgang i kulturforbruget under pandemien. I tredje kvartal af 2020 har under 10 procent af befolkningen været til koncert, mens tallet var op mod 40 procent året før. I samme kvartal har kun en tiendedel oplevet scenekunst i form af enten opera eller teater mod næsten 30 procent i 2019.
FLERE NYHEDER