Nyhed

Kvindelige komponister fylder lidt mere i koncertprogrammerne

Kvindelige komponister fylder lidt mere i koncertprogrammerne | Magasinet KLASSISK

Dansk Komponistforening, genreorganisationen SNYK, samt musikforlagene Edition Wilhelm Hansen og Edition S har fulgt op på deres tre år gamle statistik over repertoiret hos de danske koncertsale, operahuse, festivaler m.m., som dengang viste, at kun en brøkdel af musikken i deres programmer var skrevet af kvindelige komponister.

Den opdaterede repertoirestatistik viser, at det i dag »går en smule bedre«, som komponistforeningen skriver i overskriften på nyheden om de nye tal, omend der fortsat er rigelig plads til forbedring.

»Hvis der skal rettes op på den skæve kønsbalance, så er der brug for kontinuerligt at sætte musik af kvinder på programmet og ikke kun ved prisoverrækkelser eller på kvindernes internationale kampdag«

Juliana Hodkinson, Dansk Komponistforening

Det er især hos ensembler og festivaler, at fremgangen kan spores. I den nye opgørelse over de seneste to koncertsæsoner fylder de kvindelige komponister godt en fjerdedel i det samlede repertoire, og det er en forbedring fra under ti procent i 2018.

Forperson for Dansk Komponistforening, Juliana Hodkinson, siger i nyheden om statistikken:
»Det er nu anden gang, vi dokumenterer at ny skrevet musik, især den skrevet af kvinder, har trange kår i Danmark. Og det til trods for at danske komponister høster stor anerkendelse for deres værker i udlandet«.

Særligt haltede det for de store statsstøttede symfoniorkestre i de sidste par sæsoner, hvor blot tre af dem har spillet musik skrevet af kvinder. Et af de tre orkestre har kun spillet ét enkelt værk, skriver komponistforeningen.

I alt har de store orkestre spillet mere end 75.000 minutters musik skrevet af mænd, mens de kvindelige komponisters musik fyldte under 2.500 minutter. Det giver, ifølge rapporten, en fordeling på 97 procent til mændene, mens kvinderne må nøjes med de resterende 3 procent.

Juliana Hodkinson kommer med en tydelig opfordring til orkestrene:
»Hvis der skal rettes op på den skæve kønsbalance i repertoiret og koncertprogrammerne, så er der brug for kontinuerligt at sætte musik af kvinder på programmet og ikke kun ved prisoverrækkelser eller på kvindernes internationale kampdag. Og der er brug for systematisk kontinuerlig talentpleje og for mere ny musik på repertoiret. Der mangler en aktiv indsats fra de statsstøttede orkestre til at melde sig ind i vores fælles opgave for øget ligestilling ved at spille værker skrevet af nulevende komponister og særligt kvinder«.

Læs mere: Fortsat få kvindelige komponister i koncertprogrammerne

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER