Nyhed
L.A. Phil vælger Susanna Mälkki som første gæstedirigent
14. april 2016
14. april 2016
Det er en sjælden ære, der overgår den 47-årige finne, Susanna Mälkki, når hun fra næste sæson bliver tilknyttet Los Angeles Philharmonics (L.A. Phil) som første gæstedirigent. Det er hidtil kun sket for to andre dirigenter i orkestrets snart 100-årige historie, og den seneste på den post var Simon Rattle i perioden 1981-1994. Mälkki har med jævne mellemrum dirigeret L.A. Phil siden 2010, og chefdirigent og musikchef, Gustavo Dudamel, ser frem til finnens faste tilknytning.
»Hun er én af de mest talentfulde dirigenter, jeg kender, og orkestret elsker hende og har fuld tillid til hende. Det bliver fabelagtigt at få en så dynamisk første gæstedirigent, og jeg er både glad og stolt over at kunne byde hende velkommen til vores familie«, siger Gustavo Dudamel BBC.
L.A. Phil nærer en forkærlighed for yngre kvindelige dirigenter fra landene omkring Østersøen. I forvejen har orkestret ansat det unge litauiske stortalent, Mirga Grazinytė-Tyla, som avancerer fra assisterende til førstedirigent til sommer.
Susanna Mälkki begyndte karrieren som solocellist ved Göteborg Symfoniorkester fra 1995 til 1998, hvorefter hun har koncentreret sig om dirigenthvervet. Hun har dirigeret en lang række af de store internationale orkestre. Mälkki er tidligere kunsterisk leder for Stavanger Symfoniorkester, og til efteråret tiltræder hun som chefdirigent ved Helsinki Filharmonikerne.
Foto: Simon Fowler
Læs også: Birmingham Symfonikerne ansætter kvindelig chefdirigent
FLERE NYHEDER