Nyhed

La Scala streaming bliver gratis

La Scala streaming bliver gratis | Magasinet KLASSISK

Operahusets streaming platform, LaScalaTv, har siden premieren i 2023 været en betalingstjeneste men fra 1. september 2026 er det gratis. Eneste betingelse er, at man opretter sig som bruger. Vi har testet tjenesten, og det virker.

Indholdet på platformen er righoldigt og omfatter alle teatrets typer af forestillinger fra operaopsætninger over ballet og til koncerter med husets orkester, Filarmonica della Scala.

Forestillingerne optages af faste kameraer i teatersalen og har hidtil kunnet streames live mod betaling. Alle livestreamede optagelser bearbejdes og gemmes i LaScalaTv’s arkiv.

I de tre år, tjenesten har eksisteret, er der opbygget en samling på 31 operaer af nyere dato, 13 historiske titler, otte balletter, 26 koncerter, ‘behind-the-scenes’ dokumentarer og forskelligt undervisningsindhold. Flere af de historiske titler er optagelser fra arkivet hos det italienske stats-tv, RAI, som operahuset i Milano har samarbejdet med i halvtreds år.

Fra 1. september er kataloget blevet udvidet med to nye titler: Florian Leopold Gassmanns ‘L’opera seria’, iscenesat sidste år af Laurent Pelly og med Christophe Rousset som dirigent og Julie Fuchs, Mattia Olivieri, Pietro Spagnoli og Giovanni Sala i hovedrollerne. En optagelse af Mozarts Rekviem, dirigeret af Thomas Guggeis fra 2024, er også en ny, skriver L’Ape musicale.

Kommende udgivelser i efteråret tæller blandt andet Schönbergs ‘Gurrelieder’ fra 2024 under ledelse af La Scalas chefdirigent, Riccardo Chailly, med sangerne Camilla Nylund, Andreas Schager, Okka von der Damerau, Michael Volle og Norbert Ernst som solister samt Wagners ‘Ragnarok’ i David McVicars opsætning og med Simone Young på podiet. Partierne synges af blandt andre Camilla Nylund, Klaus Florian Vogt, Günther Groissböck og Nina Stemme.

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER