Nyhed

Lise Davidsen overstråler Jonas Kaufmann i Beethoven-opera

Lise Davidsen overstråler Jonas Kaufmann i Beethoven-opera | Magasinet KLASSISK

Det er ikke hver dag, det sker for en upcoming sangerinde, men i anmeldelserne af Covent Gardens opsætning af Beethovens ‘Fidelio’ er det den 17 år yngre norske sopran, Lise Davidsen, som stjæler rampelyset fra stjernetenoren Jonas Kaufmann. I otte ud af de ti vigtigste engelsksprogede medier fremhæver anmelderne allerede i overskriften den norske sopran.

»Jonas Kaufmann er stjernen, men det er sopranen Lise Davidsen, der brillerer«

Culture Whisper

Anmelderne er ikke ubetinget begejstrede for den tyske instruktør Tobias Kratzers kontroversielle nyopsætning af Beethovens opera. Faktisk synes de fleste, at den er noget rod, og de store engelske aviser, The Guardian og Daily Telegraph kan heller ikke svinge sig op på mere end tre stjerner.

Men at Davidsen stråler er de alle sammen enige om.

Overskrifterne taler for sig selv:
»Fænomenal. Davidsen nærmer sig storhed i ujævn produktion«
The Guardian

»Monumentale Lise Davidsen dominerer kontroversiel produktion…«
Opera Wire

»Iscenesættelsen er fjollet, men Lise Davidsen berettiger prisen for enhver billet«
The Telegraph

»Jonas Kaufmann er stjernen, men det er sopranen Lise Davidsen, der brillerer«
Culture Whisper

Dykker man ned i anmeldelserne, er der heller ingen tvivl om sopranens præstation. The Guardians Tim Ashley skriver:

»Hendes stemme er fantastisk, fremragende kontrolleret og smukt balanceret i hele sin rækkevidde, fuldt i stand til at favne Abscheulichers lange sætninger uden at knække dem over i to, som man alt for ofte hører. Hun er også en fin skuespiller, der formidler Leonores kvaler, håb og frygt med betydelig subtilitet«.

Opera Wire’s Benjamin Poore skriver:
»Nok er Kaufmanns ansigt på plakaterne, men det er uden tvivl Lise Davidsens show«.

Claudia Pritchard fra bloggen Culture Whisper er på samme hold:
»Trods fokus er på Kaufmann, så tilhører forestillingen Lise Davidsens Leonore, hvis rige, ubesværede klang og lette vokal-atletik (Beethoven er aldrig let for sangere) stråler i denne opsætning…«.

Rollen som Leonore i Beethovens opera er anderledes end Davidsens sædvanlige Wagnerheltinder, der har masser af integritet og dybde – men meget lidt handlekraft. I et interview med The Guardian siger hun om rollen:
»Hun er så uselvisk, noget jeg godt kan lide, og så bestemt. Mange kvinderoller har den samme medfølelse, denne beslutsomhed for kærligheden, men når det så kommer til at skulle handle, forholder det sig ganske anderledes. Det er dejligt at spille en rigtig kompetent kvinde!«.

Davidsens succes i London kommer efter et travlt 2019 med anmelderroste debut’er på The Met og ved Bayreuth Festspillene samt udgivelsen af hendes første album i eget navn. Når hun er færdig med ‘Fidelio’ skal hun tilbage i studiet og i gang med soloalbum nummer to.

Foto: Bill Cooper / Royal Opera House

Læs også: En naturkraft, der ikke kan bremses | Interview Lise Davidsen

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER