Nyhed
Lise Davidsen udgiver andet soloalbum
10. februar 2021
10. februar 2021
Den norske sopran, Lise Davidsen, er klar med sit andet soloalbum, som er på gaden 26. marts. Albummet indeholder musik af Beethoven, Wagner og Verdi og er indspillet sidste sommer med London Philharmonic Orchestra under ledelse af Mark Elder.
På udgivelsen, som bærer de tre komponisters navne, giver Davidsen stemme til de største opera-heltinder fra det tyske og italienske repertoire. Albummet åbner med arien ‘Abscheulicher! Wo eilst du hin?’ fra Beethovens ‘Fidelio’, som sopranen høstede anmeldernes superlativer »fænomenal« og »monumental« for i en Covent Garden opsætning sidste år, hvor hun delte scenen med Jonas Kaufmann.
Også Verdis Leonora fra ‘La forza del destino’, Cherubinis Medea og Santuzza fra Mascagnis ‘Cavalleria rusticana’ får mæle på albummet, der rundes af med Wagners fem ‘Wesendonck Lieder’, som er blevet Lise Davidsens signaturstykke.
Sangerindens første soloalbum med Wagner og Strauss udkom i 2019, også på Decca, og landede hende buket efter buket af anmelderroser. KLASSISKs anmelder, Henrik Engelbrecht, kaldte Davidsen »suveræn« og skrev blandt andet:
»Her viser Davidsen for alvor, at hun ikke blot er operasanger, men i lige så høj grad er som en fisk i vandet i orkesterliedrepertoiret. Ikke en eneste gang vakler stemmen, ikke en eneste gang er intonationen tvivlsom – ikke en eneste gang føler man, at hun for alvor giver mere end 70 procent af stemmen; der er stadig masser at give af, selv når de lange linjer kulminerer i frasens højdepunkt«.
For Lise Davidsen, der i disse år for alvor får sit gennembrud som en af tidens helt store stemmer, byder 2021 ikke blot på et nyt album men – efter planen – også på endnu flere roller på de internationale scener. Til sommer synger hun partiet som Elisabeth i Wagners ‘Tannhäuser’, både hos Bayerische Staatsoper og ved Festspillene i Bayreuth. I oktober venter rollen som Eva i The Mets opsætning af ‘Mestersangerne i Nürnberg’. I sangerindens kalender er der også tilføjet optrædener på statsoperaerne i Wien og Berlin.
Læs mere: En naturkraft, der ikke kan bremses | Interview Lise Davidsen
FLERE NYHEDER