Nyhed
Lise Davidsen vil holde pause fra scenen resten af året
29. januar 2025
29. januar 2025
Den norske sopran Lise Davidsen, som venter tvillinger til sommer, trækker sig fra scenen resten af året, når hun har sunget i The Mets marts udgave af ‘Fidelio’. Den norske sangerinde meddeler på sit website, at hun satser på at vende tilbage på arbejde fra begyndelsen af næste år.
»Desværre er jeg nødt til at aflyse mine optrædener resten af året – fra midten af marts – og jeg er ked af at skuffe folk, der allerede har købt billetter. Jeg aflyser på grund af lykkelige omstændigheder: Jeg venter tvillinger. Jeg er super begejstret over deres ankomst og mit nye liv med dem«, skriver Davidsen på sitet.
I et videoopslag på Facebook fortæller sopranen desuden, at afkortningen af denne sæson betyder, at hun efter New York rejser hjem til Norge og bliver der. 37-årige Davidsen oplyser samtidig, at det kommende liv med tvillinger kommer til at påvirke hendes rejseaktiviteter, og at hun derfor bliver nødt til at ændre i allerede planlagte aftaler.
Når Davidsen lander i New York i marts er det til hendes anden rolle på The Met i denne sæson. Hun kan kigge tilbage på en veloverstået ‘Tosca’ i november, hvor hun havde titelrollen (foto). I marts venter en fem forestillinger lang opgave som Leonore i Beethovens eneste opera, ‘Fidelio’, inden hun går på barsel.
Før hun når så langt, afslutter hun fredag sin anmelderroste ‘Ariadne’ på Wiener Staatsoper, hvorefter hun i februar tager på et kort besøg i Californien med recitals i San Francisco og Los Angeles, ledsaget af pianisterne Bryan Wagorn og Malcolm Martineau.
Efter meddelelsen om Lise Davidsens orlov har casterne i de store operahuse fået travlt med af finde afløsere. Royal Opera House har allerede en erstatning på plads i forårets ‘Ring’-epos ‘Valkyrien’, hvor Davidsen skulle have sunget partiet som Sieglinde. Det samme har sommerens Verbier Festival. Her skal hun afløses i ‘Cavalleria Rusticana’. Også Barcelonas Gran Teatre del Liceu har fundet en vikar til hendes optræden i en juli galla med Matthias Goerne.
Til næste forår har hun en aftale med The Met om at synge den ene titelrolle i opsætningen af ‘Tristan og Isolde’. Men allerede i efteråret skulle hun have sunget Arabella i operahusets opsætning af Richard Strauss opera med samme navn. The Met har endnu ikke offentliggjort næste sæsons program og heller ikke løftet sløret for hvem, der overtager partiet.
Foto: Marty Sohl / Met Opera
FLERE NYHEDER