Nyhed

London skruer op for den nordiske musik

‘Inspireret af Nordlyset’. Sådan lyder mottoet for festivalen Nordic Music Days, der – for første gang i London – præsenterer nyere nordisk kompositionsmusik i et tætpakket program fra 28. september til 1. oktober.

Nordic Music Days bryster sig at være en af verdens ældste musikfestivaler og afholdes normalt på skift i de nordiske lande. I år udgør minifestivalen dog en del af det store kulturfremstød ‘Nordic Matters’, som i et helt år giver det britiske publikum mulighed for at udforske nordisk kunst og kultur på Southbank Center i London.

På Nordic Music Days kan man opleve musik af fremtrædende nordiske komponister, herhjemmefra blandt andre Bent Sørensen (foto), Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Simon Steen-Andersen samt en række yngre navne.

Ved åbningskoncerten torsdag aften byder Philharmonia Orchestra med Esa-Pekka Salonen i spidsen på nyt og gammelt i et program, der samler Sibelius’ 6. og 7. symfoni med værker af de islandske komponister Anna Thorvaldsdottir og Daniel Bjarnason.

I løbet af festivalens fire dage vil der udover en konference med fokus på vækstlaget for den nutidige musik også være et hav af seminarer og workshops, som har for øje at fremme samarbejdet mellem nordiske og engelske komponister. Hver dag inviteres 20 deltagere til på en time at skrive et stykke musik vejledt af Martin Q. Larsson, der er festivalens kunstneriske leder.

Foto: Nikolaj Lund

Læs også: Ny festival i farver

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER