Nyhed
Malmö Opera uropfører Philip Glass’ nye cirkus-opera
27. maj 2021
27. maj 2021
På lørdag har Malmö Opera verdenspremiere på Philip Glass’ nye opera ‘Circus Days and Nights’. Operaen er produceret i samarbejde med det svenske cirkuskompagni, Cirkus Cirkör. Operaen bliver instrueret af Tilde Björfors, Cirkus Cirkörs kunstneriske leder, som også har skrevet libretto sammen med den amerikanske dramatiker, David Henry Hwang.
Operaen er blevet til i et samarbejde mellem Glass, Björfors og Malmö Operas direktør, danske Michael Bojesen. Komponisten lærte Tilde Björfors at kende, da han så Cirkus Cirkörs og Folkoperans opsætning af hans opera ‘Satyagraha’ for fem år siden. Han havde i en årrække haft rettighederne til de cirkusdigte af Robert Lax, som librettoen bygger på, og da han så instruktørens arbejde, vidste han, at det skulle være Björfors og Cirkus Cirkör, der skulle løfte opgaven med at omsætte digtene til opera.
»Jeg har haft rettighederne til digtene i omkring ti år men ikke kastet mig ud i at komponere værket, fordi jeg ikke har kunnet finde det rigtige cirkus. Da jeg overværede Tildes iscenesættelse af ‘Satyagraha’, slog det mig: “Her er mit cirkus!”«, fortæller Glass på Cirkus Cirkörs website.
Opsætningen af ‘Satyagraha’ blev også afgørende for Michael Bojesen, der fandt Björfors så interessant, at han inviterede hende til Copenhagen Opera Festival, da han var direktør:
»Jeg lærte Tilde at kende, da jeg så Cirkus Cirkörs opsætning af ‘Satyagraha’ på Folkoperan i 2016, og var så begejstret, at jeg hyrede hende ind til en forestilling på Copenhagen Opera Festival. En del af Malmö Operas mission er at bidrage til udviklingen af operaformen, og derfor er vi glade og stolte over at være en del af og ko-producere projektet«.
Robert Lax’ cirkusdigte bliver i Glass’ og Björfors’ hænder en forestilling med operasangere og cirkusartister. I programmet beskrives operaen som »en fantastisk, drømmende scenekunstoplevelse, som markerer debuten på en helt ny kunstform: Cirkusopera«.
Digtene har længe været en fælles inspirationskilde for både komponist og instruktør. Tilde Björfors fortæller om inspirationen:
»Med Robert Lax’ lyrik og syn på cirkus som en metafor for livet, fandt jeg en sjælefrænde, og ‘Circus Days and Nights’ har ligget på mit natbord lige siden. I Philip Glass’ musik mødte jeg den ultimative cirkusmusik, der væver sig sammen med cirkusartisterne. At jeg nu er involveret i at binde disse to inspiratorer sammen, gør mig svimmel og ydmyg overfor livets trapez-spring«.
‘Circus Days and Nights’ spiller på Malmö Opera frem til 13. juni og skal derefter på verdensturné.
Foto: Mats Bäcker
FLERE NYHEDER