Nyhed
Mandefald blandt maestroer
20. juni 2017
20. juni 2017
En lang koncertsæson går på hæld og alle optrædende er ved at være godt trætte. Selv i rækkerne hos de store dirigenter, som i sidste uge blev ramt af en sand epidemi af sidste-øjebliks aflysninger. Indenfor tre dage trak ikke mindre end syv internationale stjernemaestroer sygekortet – seks af dem på én enkelt dag. I en leder på musikbloggen, Slipped Disc, har Norman Lebrecht gjort mandtal over de sygemeldte dirigenter og spekulerer over årsager, konsekvenser og spildte muligheder.
»I juni er der en tendens til, at de i forvejen overbebyrdede chefdirigenter føler sig forpligtede til at tage en æresrunde hos nogle af Europas trofæorkestre«, lyder det på bloggen, hvor det videre bliver bemærket, at sidste uges tabsliste, som man kan læse nedenfor, tæller de hårde hunde, der ikke normalt giver op på grund af lidt hoste eller uregelmæssig fordøjelse. Men når selv de må give op og aflyse finder Lebrecht det ærgerligt, at koncerthusene så satser på middelmådige sikre kort som afløsere.
»Det er en skam«, skriver han. »Ugens maestro virus udbyder en jammerligt forpasset chance. Den fastholder bare sædvanlig praksis og fortrænger selv en svag mulighed for ægte spænding og begejstring fra et nyt talent, der ellers kunne ryste både vingerne og publikum i slutningen af en alt for lang og overbelastet koncertsæson«.
Sygelisten fra Slipped Disc:
1. Gustavo Dudamel aflyste Det Bayerske Radiosymfoniorkester
2. Kirill Petrenko måtte droppe Concertgebouworkestret
3. Yannick Nézet-Séguin (foto) trak sig fra en koncert med Berliner Filharmonikerne pga. en armskade
4. Rafael Payare var for sløj til Luxembourg Filharmonikerne
5. Juraj Valcuha magtede ikke Royal Liverpool Philharmonic
6. Daniel Harding kan alligevel ikke svinge taktstokken ved sommerens Festival International d’Art Lyrique d’Aix-en-Provence pga. en skade i håndleddet
7. Michael Tilson Thomas kunne ikke rejse videre til Finland med London Symphony Orchestra, da han blev syg efter koncerten i København forrige søndag. Der var altså noget om snakken, da Andrew Mellor i KLASSISKs anmeldelse bemærkede, at æresdirigent Tilson så slidt ud i Tivoli.
Foto: Hans van der Woerd / DG
FLERE NYHEDER