Nyhed
Marin Alsop bliver igen den første kvinde – nu i Wien
9. februar 2018
9. februar 2018
Den amerikanske dirigent Marin Alsop er blevet udnævnt til ny chefdirigent for de østrigske radiosymfonikere, ORF Radio-Symphonieorchester Wien. Hun efterfølger Cornelius Meister og begynder på den nye post til næste år, når orkestret fejrer 50-års jubilæum.
»Vi deler en fælles entusiasme for at udvide repertoiret og for at knytte bånd til publikum. Jeg er meget rørt over den kendsgerning, at det var musikerne, der insisterede på, at det blev mig«, siger Marin Alsop, der føler sig dybt beæret over, at valget faldt på hende.
Med den nye stilling er hun med til at nedbryde kønsbarriererne i en af verdens vigtigste og mest forstokkede kulturbyer. Hun bliver den første kvinde til at stå i spidsen for orkestret, ligesom hun i 2013 var første kvindelige dirigent ved ‘The Proms’ i London og første kvinde på podiet foran Wiener Filharmonikerne ved Lucerne Festivalen sidste sommer.
I et interview med The Guardian forklarer Marin Alsop, at hun er godt træt af altid at være den første kvindelige dirigent til alting, men hun opfatter dog alligevel den nye stilling som en god platform til at ændre på konventionerne og de begrænsninger de sætter.
»Jeg er stolt over at blive den første men samtidig også forfærdet over, at vi stadig oplever, at så meget er ‘første gang’ for kvinder«, siger hun til The Guardian.
Marin Alsop er desuden chefdirigent for São Paulo Symphony Orchestra, hvor hun har været siden 2012, og hvor hun har valgt at stoppe i 2019, når hun overtager orkestret i Wien.
Marin Alsop har netop været i København, hvor hun gæstedirigerede DR SymfoniOrkestret over to aftener.
Foto: Manuela Jans / Lucerne Festival
Læs også: Første kvindelige dirigent med million-dollar gage
FLERE NYHEDER