Michael Schønwandt om Carl Nielsens opera ’Maskarade’

”’Maskarade’ er en opera, der kræver scenen. Den første akt af operaen er måske en af de morsomste, der er skrevet. Det er helt manisk, og skrevet på ganske få dage. Så går han i stå.”

”Jeg er sikker på, at Carl Nielsen var lige indenfor det kontrollable område af maniodepressivitet. Det afspejler sig mere og mere, når man kommer længere ind i hans værker. Denne splittelse mellem det meget lyse og det meget mørke sind, som han ikke altid vidste hvor han var i. Det viser sig meget tydeligt i ’Maskarade’.”

”Det er vidunderligt at dirigere forspillet til anden akt, især efter at man har været oppe at koge i første akt og så pludselig møde en aftenstemning i musikken. Det er kontrasten. Han kan male et landskab, skabe et kosmos, og så lige pludselig trække en lille tråd ud af det og lægge en tredje dimension til personerne.”

”Orkestret i ’Maskarade’ kommenterer det, der sker, og kan grine af det der foregår, eller der dukker en modstemme op, som signalerer, at der ikke bliver talt sandt på scenen. Det minder om måden Wagner bruger orkestret i ’Mestersangerne’ på, hvor musikerne hele tiden snakker med.”

”’Maskarade’ har en tekst der nærmest lider af mylderbæ. Der er så mange rim i den og så meget leg med ordene for ordenes egen skyld.”

”Den lille scene på to minutter hvor Magdelone og hr. Leonard mødes ude på gaden i anden akt. Det er stille og enkelt. Nyforelsket og den første duft af noget andet i tilværelsen. Det synes jeg er meget smukt. Carl Nielsen kan lave små intime scener, som jeg forbløffes over hver gang.”

Maskarade live
28. mar. – 21. maj Operaen, Store Scene
Repremiere på Kasper Holtens opsætning fra 2006. Gert Henning-Jensen har rollen som Leander, Ylva Kihlberg og Inger Dam-Jensen alternerer som Leonora, og det samme gælder Henning von Schulman og Simon Duus i partiet som Henrik.

Foto: Hans van der Woerd / Radiokamer Filharmonie