Nyhed
Michael Schønwandt om Carl Nielsens ‘Saul og David’
13. april 2015
13. april 2015
Operaen er et landskab, et stort maleri, som man ser på. Der er vægt i orkesterlyden, og jeg tror, Carl Nielsen skrev den til en koncertsal. Han instrumenterede ikke til en orkestergrav, men til en koncertscene, hvor orkestret mere lever sit eget liv.
I introduktionen til 2. akt stiller Carl Nielsen den fanfaremæssige brillante musik op mod Sauls splittede sind, som ligger og roder nede i orkestret, hvorfra der kommer nogle mærkelige lyde, som kæmper mod denne begejstrede musik. Den brudflade, der er mellem de lysende brillante toner og en skærebrænderlyd, som er inde og rive i sjælen, står hele tiden op imod hinanden i begyndelsen af 2. akt. Måske skrev han sit eget splittede sind ind i Sauls person.
Sauls person er fantastisk formet. Det er i virkeligheden hans historie, man ser. Fra at være konge til hans fald. Det er den historie, jeg synes, man skal følge. Hvordan han kommer til tåls med, at livet går videre, og at det, man har fået, skal man også give videre. Det er den erkendelsesproces, der sker i Saul. I de første tre akter ser man ham som en mand, der bider fra sig som en gammel rottweiler, og så pludselig tillader han sig at være svag. Vi ser den anden side af ham. Den sårbarhed, som dukker op i sådan nogle situationer, det kan Nielsen få frem i musikken.
Man kan ikke lave en opera om Jerusalem og det israelske folk uden at forholde sig til, hvad der sker i dag. Israeleren David skal ud og kæmpe mod en fjende. Hvis man ikke i en eller anden grad har en allusion til Palæstina-konflikten, hvad har man så? Det er argumentet for, hvorfor det skal være en scenisk opførsel. Jeg er overbevist om, at man må tage snakken om de fremmede in casu israelere og palæstinensere. Gentager historien sig? Har vi i virkeligheden de samme konflikter hele tiden? Og så giver det mening at lave en scenisk opførelse.
Saul og David live
– 17. april – 9. juni Operaen, Store Scene, Kbh.
‘Saul og David’ er historien om kongen, der lider af indædt jalousi over den unge David, som har vundet folkets gunst ved at nedkæmpe kæmpen Goliat.
Johan Reuter synger partiet som Saul og Niels Jørgen Riis synger partiet som David.
Foto: Hans van der Woerd / Radiokamer Filharmonie
FLERE NYHEDER