Nyhed

Montero modtager humanitær musikpris

Den venezuelanske pianist Gabriela Montero er tildelt Beethovenpreis 2018 af Beethoven Akademiet i Bonn. Hun er den første kvindelige modtager siden indstiftelsen af den humanitære pris i 2015. Med tildelingen hædres pianisten for sit sociale og politiske engagement i rollen som forkæmper for menneskerettigheder i det uroplagede hjemland, der styres med hård hånd af præsidenten, Nicolas Maduro. En indsats der også har givet hende titlen af Æreskonsul for Amnesty International.

Om prisens betydning siger Montero i et interview i Deutsche Welle:
»Det er en stor anerkendelse af den rolle, vi kan spille i verden, når det handler om at kæmpe mod uretfærdighed – og for mit vedkommende især, når jeg fortæller om det venezuelanske folks historie og den store lidelse, vi har måttet udholde i tyve år. Det betyder også, at en klassisk musiker ikke kun er begrænset til at formidle skønhed og underholdning, men også kan være en rollemodel.”

Montero hjælper blandt andet de mange nødstedte musikere fra Venezuelas internationalt anerkendte program for musikundervisning, El Sistema, der efterhånden har mistet fordums glans og nu mest af alt bliver brugt som propaganda-værktøj af præsidenten. Pianistens støtte består ikke blot af en højlydt offentlig kritik af regimet men er også både økonomisk og praktisk, når hun er med til at sørge for musikernes eksil hos udenlandske orkestre og konservatorier.

Gabriela Montero fik overrakt trofæ og en check på 75.000 kr. ved en priskoncert i Bonns Bundeskunsthalle 4. december.

Foto: Shelley Mosman

Læs også: Dudamel-turné aflyst af Venezuelas præsident

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER