Nyhed

Musikfestival holder fast i afvikling trods udgangsforbud

Musikfestival holder fast i afvikling trods udgangsforbud | Magasinet KLASSISK

Musikfestivalernes årlige forårsbebuder, Festival Printemps des Arts de Monte-Carlo i fyrstendømmet Monaco, holder fast i afviklingen af årets udgave, der åbner i denne uge og spiller over de næste fem weekender. Festivalen, som blev corona-aflyst sidste år, har i tidens løb lagt scene til solistdebuter for store navne som Cecilia Bartoli, Vadim Repin og Maxim Vengerov.

Afholdelsen finder sted trods et udgangsforbud mellem klokken syv om aftenen og seks om morgenen og et forsamlingsforbud, som tillader højst seks personer sammen på offentlige steder. Derfor spilles alle koncerter om eftermiddagen og slutter, ifølge programmet, senest kl. 17, og for at komme ind skal publikum forevise en negativ PCR-test med højst 72 timer på bagen.

Temaet for 2021 udgaven af festivalen er en udforskning af komponisterne fra Anden Wienerskole med koncerter, som i format varierer fra solo- til symfoniske koncerter.

Festivalen byder blandt andet på optræden af det Paris-baserede Ensemble Intercontemporain, der spiller kammerværker af Anton Webern og Alban Berg. Zemlinsky Kvartetten og sopran Anna Maria Pammer præsenterer Arnold Schönbergs ‘Verklärte Nacht’.

Den albanske violinist Tedi Papavrami spiller Bergs Violinkoncert sammen med Orchestre Philharmonique de Monte-Carlo, mens Quatuor Tana har premiere på et nyt værk af komponisten Frédéric Durieux, som følges ad med musik af Webern og Anden Wienerskoles grundlægger, Schönberg.

Læs mere: Musikfestival vil afhjælpe klimagælden med Bach skov

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER