Nyhed

Netrebko er kernen i samarbejde mellem The Met og Bolsjojteatret

Direktørerne for The Met i New York og Bolsjojteatret i Moskva, Peter Gelb og Vladimir Urin, har givet hinanden håndslag på et samarbejde, der vil resultere i tre opsætninger, alle med den russiske diva Anna Netrebko i hovedrollerne.

»At samarbejde med dette fantastiske teater har været en livslang drøm«, siger Peter Gelb til New York Times.

Strauss’ ‘Salome’, Wagners ‘Lohengrin’ og Verdis ‘Aida’ bliver sat op i perioden fra 2019-2022. Efter planen vil to af forestillingerne få premiere i Moskva og den tredje i New York. Den amerikanske instruktør Michael Mayer sætter ‘Salome’ i scene, mens tyske Claus Guth instruerer ‘Lohengrin’ og englænderen Phelim McDermott bliver ansvarlig for iscnesættelsen af ‘Aida’.

Fra russisk side har præsident Putin nikket ja til samarbejdet, der er kommet i stand efter at English National Operas tidligere kunstneriske chef, John Berry, og som i dag rådgiver Bolsjojteatret, havde præsenteret de to direktører for hinanden. Putins samtykke faldt ved et møde i Kreml med den russiske kulturminister, Vladimir Medinsky, og direktør Urin. Her løftede Urin også sløret for nye samarbejder med Operaen i Paris og La Scala i Milano.

Foto: Kremlin | Anna Netrebko i Salzburg Festivals opsætning af ‘Aida’ denne sommer.

Læs også: Domingos stadion-Aida erklæret konkurs

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER