Nyhed

New York Filharmonikerne opgiver fyring af to musikere

New York Filharmonikerne meddelte i forrige uge, at de ville fyre to af orkestrets ledende musikere efter »upassende opførsel«, uden at det blev nærmere specificeret, hvordan opførslen var upassende. Men så let skulle det imidlertid ikke gå, skriver New York Times.

Musikerne, førsteoboist Liang Wang og førstetrompetist Matthew Muckey, fik deres fagforening på banen, og fyringen er blevet sparket til hjørne, mens de gennemgår sagen. Indtil videre er Wang og Muckey blevet sendt på orlov uden løn, og det er noget af en udfordring for orkestret, der er i fuld gang med at forberede premieren på koncertsæsonen, som også bliver den første med den nye chefdirigent Jaap van Zweden.

Orkestrets ønske om at fyre de to medlemmer kommer efter en fem måneder lang intern undersøgelse forestået af en tidligere dommer. Begge musikere afviser undersøgelsens påstand om upassende opførsel, som amerikanske medier sætter i forbindelse med bølgen af anklager om seksuelle krænkelser, der er skyllet ind over musikscenen i USA.

Orkestrets nye topchef, Deborah Borda, siger i en erklæring, »at New York Filharmonikerne er forpligtet til at skabe et miljø, der er præget af respekt og værdighed for hele vores filharmoniske familie«.

Foto: Chris Lee

Læs også: James Levine truer The Met med retssag | #MeToo

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER