Nyhed
Nu fyrer The Met James Levine
14. marts 2018
14. marts 2018
Så er der definitivt tæppefald for The Mets tidligere chefdirigent James Levine. Efter en omfattende intern undersøgelse fyrer The Metropolitan Opera nu Levine i kølvandet på en suspendering ovenpå politianmeldelser og medietumult som følge af anklager om sexovergreb på flere unge mænd. Beslutningen er truffet på baggrund af den interne undersøgelse, som har fundet »troværdige beviser på at Levine har udvist krænkende og overgribende adfærd både før og under sin ansættelse på The Met«.
I en erklæring fra operahuset kan man videre læse:
»Undersøgelsen afdækkede også troværdige beviser på, at Mr. Levine har gjort sig skyldig i seksuelt misbrug og chikanerende adfærd over for sårbare kunstnere i de tidlige stadier af deres karriere, som Levine havde ansvaret for. I lyset af disse kendsgerninger konkluderer The Met, at det ville være upassende og umuligt for Mr. Levine at fortsætte med at arbejde hos The Met«.
Ifølge New York Times siger en talsmand for Levine, at den detroniserede dirigent foreløbigt ikke har nogen kommentarer til afskedigelsen.
I undersøgelsen, som bygger på interviews med 70 personer, har man også undersøgt påstande om, at The Mets ledelse og bestyrelse i en årrække skulle have kendt til Levines krænkelser men dækket over dem. Ifølge The Mets egen undersøgelse er disse påstande grundløse.
74-årige James Levine stod i spidsen for The Met i fire årtier men trak sig som chefdirigent i 2016 på grund af helbredsproblemer. Han har siden været tilknyttet operahuset som æresdirigent.
Foto: The Met
FLERE NYHEDER