Nyhed
Nu skal der være ligestilling i Covent Garden
27. december 2016
27. december 2016
På Royal Opera House, også kaldet Covent Garden, har de kunstneriske ledere kigget indad og skabt et principprogram, som tager fat på problematikken med den skæve kønsfordeling med meget få kvindelige dirigenter, et fænomen der også hersker i resten af den klassiske musikverden.
»I dag ansætter den klassiske musiksektor langt flere mænd end kvinder, og derfor bliver vi nødt til at overveje, hvordan vi kan gentænke den måde, vi laver talentudvikling på«, siger John Fulljames (foto), der er assisterende operachef ved Royal Opera House i London. Huset har udarbejdet et principprogram, som skal gøre det nemmere for kvinder at få en fod inden for. Der skal fremover være mere fokus på kvindelige dirigentaspiranter, hvilket skal ske i samarbejde med skoler, konservatorier og andre kompagnier; talentspejdere skal være mere opmærksomme på kvindelige talenter, arbejdsmiljøet skal ændres, og når operahuset endelig har en kvinde på podiet, skal det synliggøres.
I den indeværende sæson er der ingen kvindelige dirigenter på podiet i Covent Garden, og ifølge John Fulljames understreger det netop nødvendigheden af et principprogram. Han tror ikke, at kvindelige dirigenter direkte bliver fravalgt, når operahuset skal finde dirigenter til deres opsætninger, men han vurderer, at fordomme på et ubevidst plan spiller ind.
»Det er meget vigtigt for os, der tager de kunstneriske beslutninger, at vi er opmærksomme på ubevidste fordomme. Vi ønsker ikke at lave forskelsbehandling, og alligevel må man konstatere, at det sker systematisk. Beviset på det er så få kvindelige dirigenter, der har været i verden de foregående århundrede«.
Fremover vil Royal Opera House derfor tilbyde flere kontrakter til kvindelige dirigenter, end de har gjort hidtil.
»Det handler til dels om at være opmærksomme, dels er det en erkendelse af, at den klassiske musiksektor er ved at tippe, og den nye generation af dirigenter er langt mere ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder end i den forrige generation«, siger John Fulljames.
Læs også: Kasper Holtens efterfølger på Covent Garden udpeget
FLERE NYHEDER