Nyhed

Ny stor koncertsal åbner i Paris

Det er kommet på mode at åbne store koncertsale på flodbredden i de store europæiske byer. Denne gang er det Paris’ tur til at slå dørene op til et nyt storslået koncerthus, La Seine Musicale, med sale til både klassisk og rytmisk musik. Huset er opført på Renaults gamle fabriksgrund på øen Seguin midt i Seinen med form som et skib, der rejser sig fra floden og toppes af en oplyst glaskuppel omsvøbt af en kurvet hajfinne.

Opgaven med at stå for den 1.150 sæder store sal til klassisk musik blev lagt i hænderne på dirigenten Laurence Equilbey som blev hyret ind allerede for fem år siden for at skabe husets nye orkester fra bunden. Utraditionelt valgte hun at sammensætte en orkestertype, man ellers ikke ser så mange af i de store koncerthuse, nemlig ensemblet Insula Orchestra på periodeinstrumenter med et kernerepertoire, der strækker sig fra klassikken til romantikken.

Grundstenen til det 1,25 milliarder kroner dyre byggeri blev lagt i 2014, bare et år inden byens nye Philharmonie åbnede. Det er lige godt en tredjedel af, hvad Philharmonien endte med at koste og blot en femtedel af prisen for Hamborgs nye koncerthus, Elbfilharmonien. I modsætning til skandalehistorien med opførelsen af Philharmonien er byggeriet af det nye koncerthus gået efter planen, både tidsmæssigt og prismæssigt.

La Seine Musicale slog dørene op d. 22. april med et program af Mozart, Beethoven, Weber og Berlioz. I en kommende koncert dirigerer danske Thomas Søndergård sit orkester, BBC National Orchestra of Wales, d. 19. maj, hvor violinisten James Ehnes er solist.

Foto: Laurent Blossier

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER