Nyhed
Ny kunstnerisk rådgiver for Mahler Kammerorkestret
9. juni 2016
9. juni 2016
Kommende chefdirigent for Concertgebouw Orkestret, Daniele Gatti, indtræder i en eksklusiv kreds i hans nye rolle som kunstnerisk rådgiver for Mahler Kammerorkestret (foto). Gatti, som også er chefdirigent for Orchestre National de France, et par italienske orkestre og 1. gæstedirigent ved Royal Opera House i London, skal nu lægge hjernen i blød med prominente navne som Mitsuko Uchida, Teodor Currentzis og Isabelle Faust og komme med kunstnerisk input som den nye mand blandt rådgiverne.
Det bliver Gattis opgave at udvikle profilen for Mahler Kammerorkestret. I samarbejde med musikerne skal han sammensætte projekter og koncertprogrammer, der skal spilles flere gange i hver sæson. Gatti mødte orkestret første gang i 2010, hvor han dirigerede Alban Bergs ‘Lulu’ under Wiener Festwochen. I øjeblikket er de i gang med et Beethoven-turnéprojekt, som foreløbigt har varet to sæsoner.
Kammerorkestret er et professionelt turnéorkester, som spiller 60-70 koncerter om året både i Europa og resten af verden. Orkestret har et fladt hierarki, hvor alle kunstneriske beslutninger træffes demokratisk og kollektivt mellem musikere, ledelse og bestyrelse. Orkestrets basisensemble består af 45 medlemmer fra 20 forskellige lande.
Foto: Molina Visuals
Læs også: Symfoniorkestre er modelleret efter hjernens biologi
FLERE NYHEDER