Nyhed
Ny mobil-app skal testes af DR SymfoniOrkestret
11. maj 2017
11. maj 2017
Nu vil DR SymfoniOrkestret også prøve kræfter med formidling via mobiltelefoner under en koncert. Ved næste uges torsdagskoncert, d. 18. maj, vil publikum få mulighed for at følge med i musikken via en app, som løbende vil præsentere information om koncerten i form af kommentarer, analyser og baggrundshistorier om aftenens værk, Mahlers symfoni nr. 6 – mens musikken spiller.
Forskellen mellem den nye app og de trykte programhæfter er, ifølge DR, at et kommentarspor vil følge musikken minut for minut, så publikum får informationerne samtidig med at musikken klinger. Desuden er app’en designet således, at den ikke forstyrrer med lys, lyde eller vibrationer.
»Mens et nyt publikum kan få en indføring i værkernes mange musikalske “koder”, får de mere drevne koncertgængere mulighed for at berige deres oplevelse med nye detaljer og informationer«, siger Kim Bohr, der er chef for DR Kor & Orkestre, om den nye app.
Mobil-app’en, som kaldes ‘Wolfgang’, bliver i øjeblikket testet af en række europæiske symfoniorkestre, og det er planen, at orkestrene skal lære af hinandens erfaringer og dele indhold.
Foto: Bjarne Bergius Hermansen / DR
FLERE NYHEDER