Nyhed
Nyt pladeselskab sætter fokus på kvindelige komponister
19. december 2022
19. december 2022
La Boîte à Pépites er et nyt pladeselskab, der har til formål at promovere glemte kvindelige komponister, hvis værker enten er gået tabt eller efterladt uindspillede.
Det nye selskab blev lanceret sidst i september med udgivelsen af første-indspilninger af komponisten Charlotte Sohys værker.
Pladeselskabet er stiftet af cellist Héloïse Luzzati (foto) og er en del af hendes projekt ‘Elles – Women Composers’. Det nye selskab er vokset ud af den franske musikfestival ‘Un Temps pour Elles’ og YouTube-kanalen ‘La Boîte à Pépites’.
Luzzati, som også er det nye labels kunstnerisk ansvarlige, fortæller til Classical Music Magazine, at kvinders rolle i musikhistorien er blevet vigtigere og vigtigere for hende igennem årene. Og at den stigende bevidsthed fik hende til at undre sig over, at hun aldrig selv havde spillet musik skrevet af kvinder.
»Spørgsmålet har fået mig til at skabe organisationen ‘Elles – Women Composers’, hvis mission det er at puste nyt liv i ukendte eller i bedste fald knap så kendte værker af kvinder. Ved at få stykkerne indspillet af et væld af forskellige kunstnere, er mit håb at flytte fokus fra de udgivende musikere over til komponisterne og på den måde at hjælpe deres værker til lidt efter lidt at få deres rette plads i den klassiske musikhistorie«.
Udover at sikre de oversete kvindelige komponister en plads i musikhistorien er det også Luzzatis mål, at de faktisk også får en plads i orkestrenes standardrepertoire. Derfor har hun etableret samarbejder med en række franske ensembler, blandt andet Orchestre national d’Île-de-France og l’Orchestre national Avignon-Provence, om at få musikken opført.
Flere solister og ensembler synes så godt om idéen med det nye pladeselskab, at de har tilbudt sig til kommende indspilninger. Deriblandt mezzosopran Karine Deshayes, den dansk-franske sopran Elsa Dreisig, pianist Marie-Josèphe Jude, Quatuor Modigliani og Trio Wanderer.
Næste udgivelse fra La Boîte à Pépites kommer i 2023 og bliver en samling værker af komponisten Rita Strohl (1865-1941), som har skrevet både vokal-, symfonisk og kammermusik.
Foto: Alexis Lardilleux
FLERE NYHEDER