Nyhed

Nytårskoncerten i Wien uden publikum

Nytårskoncerten i Wien uden publikum | Magasinet KLASSISK

Wiener Filharmonikernes traditionelle nytårskoncert 1. januar bliver denne gang spillet uden publikum i Musikvereins guldsal. Årsagen er selvfølgelig de restriktioner, der har lukket Østrigs musikliv ned for rigtige publikummer i koncertsalene på grund af corona.

Men Wiener Filharmonikerne spiller altså nytårskoncerten, der for mange er tv-ouverturen til skihop og en senere spadseretur lige inden mørkets frembrud. Også i år er programmet domineret af familien Strauss, både den ældre og den yngre Johan samt Josef, yngste-Johans lillebror.

Denne gang står den italienske stjernedirigent Riccardo Muti i spidsen for filharmonikerne, og det bliver sjette gang, at han skal lede nytårsløjerne i Wien. Det er et stensikkert og fortroligt match mellem dirigent og orkester, der trækker lange tråde tilbage i Mutis 50-årige historie med Wiener Filharmonikerne.

De 2.000 heldige gæster fra den lange venteliste, som ved lodtrækning fik koncertbilletter, må også nøjes med koncerten på tv, mens de venter på at få deres penge tilbage. De kan kigge med kl. 11.15 sammen med resten af de omkring 50 millioner seere i 90 lande verden over, der hvert år tænder for nytårskoncerten.

Foto: Terry Linke / PR

Læs mere: Et usædvanligt orkester | Portræt Wiener Filharmonikerne

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER