Nyhed
Operaen i Verona truet af konkurs efter ansattes nej til redning
6. maj 2016
6. maj 2016
Kompagniet bag verdens ældste udendørs operafestival i den norditalienske by Verona er i fare for at måtte dreje nøglen om efter flere år med økonomisk nedtur og ledelsesmæssig krise. Kompagniet er blevet mødt med en konkursbegæring af det private fond, der er ansvarlig for Arena di Verona, amfiteatret hvor de store opsætninger finder sted. Den italienske kulturminister har indsat direktøren fra operaen i Rom, Carlo Fuortes, som den midlertidige krisekaptajn, der skal forsøge at styre kompagniet og festivalen udenom konkursen. På hans initiativ er italienske og internationale firmaer blevet iniviteret til at skyde penge i en redningsplan, der betyder nedskæringer på forskellige områder. Redningsplanen er imdlertid blevet stemt ned af de ansatte, og det ser nu sort ud for kompagniets fortsatte eksistens.
Veronas borgmester raser over det, han kalder en ‘dumdristig’ beslutning, fordi den ender med at koste alle de ansatte jobbet, ifølge det italienske nyhedsbureau ANSA. Han forsikrer dog om, at sommerens planlagte forestillinger bliver gennemført. Denne sommers festivalprogram byder på operaerne ‘Carmen’, ‘Aida’, ‘La Traviata’, ‘Turandot’ og ‘Il Trovatore’. Hver sæson hører over en halv mio. tilskuere opera på Arena di Verona, som kan rumme op til 15.000 pr. aften. Arenaen har fungeret som operateater siden 1850’erne på grund af dens fremragende akustik. Amfiteatret blev opført i det 1. århundrede.
Foto: Ennevi
Læs også: Netrebko trækker sig fra ‘Norma’ på Covent Garden og The Met
FLERE NYHEDER