Nyhed

Operakompagni hjælper patienter på benene efter Covid-19

Operakompagni hjælper patienter på benene efter Covid-19 | Magasinet KLASSISK

Med erfaringer fra et pilotprojekt i efteråret er English National Opera nu klar til at lancere et samarbejde med det engelske sundhedsvæsen om at hjælpe patienter med alvorlige senfølger efter Covid-19.

Rehabiliteringsprogrammet ‘ENO Breathe’ bliver udrullet over hele landet og skal ved hjælp af sang og åndedrætsøvelser afhjælpe gener hos patienter, som er diagnosticeret med langvarige og svære følger efter at have været syge med virusset.

I programmet bruges teknikker, som sangere anvender, for at forbedre vejrtrækningen og for at hjælpe med at håndtere den angst, som åndenød skaber. I pilotprojektet har sang vist sig effektiv som genoptræning af åndedrættet, så nu ordineres patienterne blandt andet sangøvelser og beroligende vuggeviser i behandlingen.

»Vuggeviserne bygger følelsesmæssige forbindelser med de andre aktiviteter og øvelser i programmet. Deltagerne forlader behandlingssessionerne med en beroligende sang i deres hjerter, og – helt afgørende – det skaber en positiv følelsesmæssig forbindelse med det væld af værktøjer og øvelser, patienterne får til rådighed til at håndtere deres symptomer«, siger den kunstneriske leder af ‘ENO Breathe’, Suzi Zumpe, i beskrivelsen af programmet på operakompagniets website.

Den ikke-medicinske behandling løber over seks uger, hvor deltagerne bliver tilbudt samtaler og ugentlige sessioner med operakompagniets stemmespecialister og med lungemedicinere. I sessionerne skal patienterne arbejde fysisk med deres kropsholdning og åndedrætskontrol for at lære at kontrollere både åndenød og angst.

Foto: Karla Gowlett

Læs mere om ‘ENO Breathe’

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER