Nyhed
Oplev OperaVisions Sommergalla
24. juni 2020
24. juni 2020
Online platformen OperaVision præsenterede søndag aften sin store sommergalla med optræden fra øverste skuffe. Forestillingen, der talte sopranerne Nina Stemme og Danielle De Niese (foto) blandt mange andre, kan opleves ganske gratis i en måned.
Aftenen bød på bidrag fra i alt otte, publikumstomme operahuse fra hele Europa, hvor man kom godt rundt i operarepertoiret. Fra Den Kongelige Svenske Opera i Stockholm sang Nina Stemme værker af Stenhammar samt finalen ‘Liebestod’ fra Wagners ‘Tristan og Isolde’. Fra Glyndebourne præsenterede australsk-amerikanske Danielle De Niese sammen med tenoren Allan Clayton musik af Berlioz, Bernstein og Gounod. Fra gallaen kan du også opleve optræden fra blandt andet Komische Oper Berlin, Teatro Real Madrid og Opera di Roma.
OperaVision er en europæisk streaming-kanal, finansieret af EU’s Creative Europe program, der med redaktionel hjælp fra den store branchesammenslutning Opera Europa tilbyder operaforestillinger fra de næsten 30 tilknyttede kompagnier, både live og fra et stort arkiv.
Fra Skandinavien er udover Sverige også de nationale opera- og balletkompagnier i Norge og Finland repræsenteret men ikke Det Kgl. Teater herhjemme. Derfor var det også noget af en overraskelse, da Det Kgl. Teaters chef, Kasper Holten, tonede frem og bød velkommen som aftenens vært fra foyéren på Gamle Scene.
Foto: Bill-Cooper / Glyndebourne
FLERE NYHEDER