Nyhed

Opus Arte overtages af Naxos

Verdens største uafhængige pladeselskab, Naxos, har købt Royal Opera Houses videolabel, Opus Arte. Selskabet producerer og udgiver liveoptagelser af forestillinger fra operahuset og dets samarbejdspartnere, deriblandt Glyndebourne og Royal Shakespeare Company.

»Vi er glade for at overdrage tøjlerne til Naxos. De vil hjælpe Opus Arte videre til den næste spændende udviklingsfase og sikre, at produktions- og distributionsselskabet fortsat er i front, når det gælder om at levere opera, teater og ballet i høj kvalitet til publikum verden over«, siger direktør for Royal Opera House, Alex Beard til Classical Music Magazine.

Med købet har de to selskaber indgået en samarbejdsaftale, der sikrer Naxos førsteretten til at distribuere og markedsføre alle nye videoproduktioner fra Royal Opera House. Derudover får Naxos rettighederne til Opus Artes samlede bagkatalog på mere end 600 udgivelser.

Foreløbig vil overtagelsen ikke få personalemæssige konsekvenser hos Opus Arte.
»Vi er yderst tilfredse med at kunne fortælle, at det erfarne hold, der har drevet Opus Arte i mange år, forbliver om bord for at udvikle og ekspandere selskabet og dermed styrke positionen på markedet, nu som en del af Naxos Music Group«, udtaler formand, Klaus Heymann, i en pressemeddelelse.

Naxos er en af de største distributører i branchen, og overtagelsen vil formentligt give de omkring 20 årlige udgivelser fra Opus Arte en større global eksponering på det klassiske musikmarked, hvor videoproduktioner fylder stadig mere.

Læs også: Naxos lukker high-end streaming tjeneste efter kun et år

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER