Nyhed

Orbáns operadirektør smidt på porten

Orbáns operadirektør smidt på porten | Magasinet KLASSISK

Generaldirektøren for Den Ungarske Statsopera, Szilveszter Ókovács, er blevet fyret på gråt papir efter kulturministeriets kulegravning af operahuset. Den tidligere sanger har ledet nationaloperaen alle femten år under Viktor Orbáns styre.

Undersøgelsen og fyringen er en del af regeringens storvask under den nye premierminister Péter Magyar, der tog over i maj. Ministeriets undersøgelse har afsløret adskillige uregelmæssigheder i operaens drift.

I rapporten anklages Ókovács blandt andet for at få udbetalt en personlig bonus hver måned uden ministeriets godkendelse, skriver nyhedsmediet 444.

»Der foregik et helt utroligt spild og dilettanteri. Granskningen fandt frem til uhyrlige ting. Operahuset har haft de samme økonomiske rammer som resten af teatrene i Budapest, men billetterne var alt for dyre, og kvaliteten levede slet ikke op til prisen«, siger Ungarns premierminister om fyringen til magasinet Papageno.

Den afsatte generaldirektør afviser undersøgelsens resultater og truer med at tage retslige skridt efter fyringen, skriver flere internationale musikmedier, deriblandt Pizzicato og OperaWire.

Regeringen er i gang med at genopbygge demokratiet og retsstaten i Ungarn med en større forfatningsændring, og det koster mange tidligere Orbán-allierede deres offentlige poster.

Det ungarske kulturministerium er nu i gang med at lede efter Szilveszter Ókovács efterfølger. Indtil en ny chef er fundet, er embedsmanden Balázs Ivacs konstitueret som generaldirektør, og statsoperaen fortsætter driften uden ændringer i programmet.

Foto: Berecz Valter / Hungarian State Opera

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER