Nyhed
Orkester kapper båndene til politiet i Minneapolis
10. juni 2020
10. juni 2020
Mens nogle politikere i USA ovenpå George Floyds død ved en brutal anholdelse turer frem med ønsket om at lukke politiet i Minneapolis helt og starte forfra, meddeler byens symfoniorkester, Minnesota Orchestra med den finske chefdirigent Osmo Vänskä i spidsen, at man kapper båndene til korpset, som man ikke fremover ønsker skal sørge for sikkerheden ved deres koncerter.
På Twitter skriver orkestret, at drabet på Floyd markerer et vendepunkt for dem:
»Vi omstrukturerer vores sikkerhed og vil ikke længere bede medlemmerne af Minneapolis Politi om hjælp, før man gennemfører grundlæggende reformer. Vi har for nylig påbegyndt en proces med at reducere vores egen afhængighed og reproduktion af et hvidt privilegium, og hvor vi ønsker at undergrave vores egen rolle i den systemiske racisme. Omstruktureringen af sikkerheden vil være en del af denne proces. Vi er forpligtede til at fremme den nødvendige forandring«.
Med erklæringen i tweetet ønsker orkestrets musikere at lægge et politisk pres på bystyret i Minneapolis for at få fyret lederen af politifolkenes fagforening, der efter anholdelsen, gik offentligt ud og kaldte George Floyd »en voldelig kriminel« og i øvrigt afviste enhver form for racisme i byens politikorps.
Musikere, koncertsale, operahuse og repræsentanter fra pladebranchen verden rundt viste sidste tirsdag foragt overfor drabet på Floyd og andre sorte ofre for politidrab i protestaktionen ‘Blackout Tuesday’. Under hashtagget #TheShowMustBePaused udtrykte mange fremtrædende navne fra musikindustrien deres solidaritet med ofrene og organisationen ‘Black Lives Matter’.
Se medlemmer af Minnesota Orchestra spille mindemusik for George Floyd
FLERE NYHEDER