Nyhed
Påsketip: Se Den Fynske Operas udgave af ‘La Voix Humaine’
31. marts 2021
31. marts 2021
På grund af regeringens restriktioner i forbindelse med Covid-19 blev opførelsen af Francis Poulencs opera ‘La Voix Humaine’ aflyst i denne måned. Den Fynske Opera valgte derfor at filme opførelsen, som nu er tilgængelig for alle til og med 14. april 2021.
»Vi er glade og privilegerede over, at vi har mulighed for at vise jer dette værk trods aflysning! Vi har fået lyd- og videoeksperter til at skildre iscenesættelsen og musikken så godt som muligt, og selvom vi ville ønske, vi kunne vise den live, så er dette en skøn løsning for både kunstnere og – forhåbentlig – publikum. God fornøjelse!«, skriver operakompagniets kunstneriske leder Ida Fogh Kiberg.
‘La Voix Humaine’ betyder på dansk ‘Den Menneskelige Stemme’, og er en en-akters opera, der bygger på en monolog af Jean Cocteau, der beskriver den fortvivlelse og hjertesorg, der opstår når kærligheden gør allermest ondt.
Kammeroperaens eneste rolle som Elle spilles af den dansk-svenske sopran Anna Carina Sundstedt, og hun akkompagneres af den engelske pianist James Sherlock.
Foto: Anna Carina Sundstedt / Den Fynske Opera
FLERE NYHEDER