Nyhed

Per Nørgård fejret i New York

En netop afholdt tre dage lang minifestival i New York har haft fokus på den 83-årige Per Nørgårds musik. Temaet for koncerterne har været komponistens forhold til den amerikanske musik og litteratur, blandt andet med værker fra hans ophold i Californien i 1970’erne. Blandt programmets højdepunkter var en række af hans sjældent opførte værker fra 1991-92, ‘Natlige Symfonier – afbrudt af dagen’, og ti andre værker, der fik amerikansk premiere. De optrædende talte ensemblerne Lost Dog New Music Ensemble og Momenta Quartet samt sopranerne Sarah Joy Miller og Sarah Moyer.

Per Nørgård takker på festivalens website arrangørerne og de optrædende:
»Nørgård in New York er en omfattende præsentation af min musik, og jeg er utrolig taknemmelig for initiativet. Det er svært ikke at være både rørt og imponeret over alle de optrædendes store indsats med at præsentere musikken for publikummet i New York. Værkerne i programmet stammer fra forskellige perioder i min produktion, og jeg håber at musikken vil hjælpe med at åbne ørerne for nye melodier og nye begyndelser hos New Yorker publikummet«.

New York Filharmonikerne har været prominente frontløbere for den gryende opmærksomhed omkring Per Nørgård i USA. Forrige år tildelte de ham Marie-Josée Kravis Prisen på små 1,5 millioner kroner for hans »ekstraordinære kunstneriske indsats indenfor den ny musik og varige bidrag til orkesterlitteraturen«. Med prisen fulgte et bestillingsværk specielt til New York Filharmonikerne og en amerikansk førsteopførelse af hans 8. symfoni, som blev opført ved en koncert den 11. juni.

Foto: Manu Theobald

Læs også: Nørgård modtager Ernst von Siemens Musikprisen 2016

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER