Nyhed

Plácido Domingo bag nyt X-Factor

Plácido Domingo går nu ind i en satsning på at opdyrke morgendagens klassiske stjerner. Med en nyligt indkøbt aktiepost og en plads i bestyrelsen i selskabet ‘Virtuosos Holding’ er han klar til at puste liv i et nyt engelsk TV-program med titlen ‘Virtuosos’.

Programmet skal være platformen, hvor unge operasangere og klassiske musikere kan bryde igennem i en musikkonkurence, i et format der er i nær familie med det populære X-Factor. Deltagerne får blandt andet chancen for at blive en del af en turné rundt til verdens største scener.

‘Virtuosos’ er en opdatering af et ungarsk succesprogram af samme navn, hvor uopdagede talenter får skabt sig et navn i offentligheden, og samtidig gør den klassiske musik mere tilgængelig. Tilgangen er seriøs, og programmet er ifølge nyhedsbureauet Reuters nået så langt ud over scenekanten siden starten i 2014, at Ungarns musikkonservatorier i dag oplever et sandt boom i antallet af ansøgere.

Efter planen skal Domingo optræde som en af dommerne i programmet, men i første omgang er det rollen som bagmand, der optager ham:
»‘Virtuoso’ og aktiviteterne omkring er en vidunderlig tilføjelse til den klassiske musikverden, opmuntringen til de unge musiktalenter og udbredelsen af musikkens appel. Ved at blive aktiv aktionær i ‘Virtuosos Holding’ håber jeg på at kunne yde yderligere opmuntring både til det talent, vi opdager, og til driften af selskabet med min erfaring og forbindelser rundt om i verden«, siger han til The Telegraph.

Talentkonkurrencer for stjerner in spe er ikke nyt for Domingo. Han stiftede i 1993 ‘Operalia’, en årlig international konkurrence for unge operasangere, der har været et afgørende karriereafsæt for kunstnere som Joseph Calleja, Joyce DiDonato og Rolando Villazon. For to år siden vandt den unge, dansk-franske sopran, Elsa Dreisig, ‘Operalia’.

Foto: PR

Læs også: Netrebko og gemal får selskab af Domingo og Florez | VM galla koncert

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER