Nyhed
Pladeselskabet Naïve genoplives
10. maj 2017
10. maj 2017
Det franske indielabel Naïve Classic genopstår fra den konkursgrav, selskabet blev stedt til hvile i sidste år, skriver Rhinegold. Selskabet bliver relanceret i denne måned med udgivelser af blandt andet Rinaldo Alessandrini (cover) og Nikolai Lugansky, og senere albums vil tælle indspilninger med pianisten Lise de la Salle og violinsten Laurent Korcia. Efter planen skal Naïves store Vivaldi-serie også genoptages. Foreløbig tæller serien 54 udgivelser, mens mindst lige så mange venter.
Naïves konkurs i efteråret endte med et opkøb af det engelske selskab Believe, som nu har valgt at blæse liv i det højtprofilerede klassiske label. Believe er i dag verdens største distributør af digital musik, og det er med denne ekspertise, at Naïve nu er klar til at tage kampen op på et musikmarked, der er domineret af streamingtjenester.
Naïves direktør, Pierre-Antoine Devic, er tilfreds med, at Believe har været imødekommende og tålmodige over for det klassiske pladeselskab.
»De forlangte ikke omgående nye udgivelser, men gav os tid til at få styr på alle detaljerne først«, siger Pierre-Antoine Devic.
Trods en høj omsætning kneb det i de senere år for Naïve med likviditet og overskud til at investere i nye tiltag, der kunne skabe den nødvendige vækst for selskabet. Efter forgæves at have søgt nye partnere måtte Naïve til sidst dreje nøglen om og acceptere overtagelsen fra Believe. På det tidspunkt havde selskabet et udestående på over 125 millioner kroner til forskellige kreditorer.
FLERE NYHEDER