Nyhed

Protester over nedlukning af europæiske operahuse

Protester over nedlukning af europæiske operahuse | Magasinet KLASSISK

Mange af de store europæiske operahuse tvinges nu igen til at smække dørene i hovedet på publikum i takt med, at flere lande i Europa lukker ned på grund af foruroligende stigninger i antallet af corona-smittede. Nedlukningen af musiklivet, der foreløbigt gælder november ud, har rejst en storm af protester fra demonstranter foran en række af de store operahuse, blandt andet Bayerische Staatsoper, Barcelonas Gran Teatre del Liceu og Teatro alla Scala i Milano.

Blandt demonstranterne var flere af de sangere, som nedlukningen også går ud over. Andre af kunstnerne har protesteret på de sociale medier, hvor de undrer sig over, at tog og fly er fyldte, mens teatrene, som følger alle sikkerhedsregler for at undgå smitte, nu skal stå tomme hen, skriver Opera Wire.

I Milano kunne man finde den italienske baryton, Simone Piazzola, blandt demonstranterne på brostenene foran byens berømte operahus, Teatro alla Scala, der i sidste uge måtte opgive den traditionelle gallaåbning af sæsonen 7. december. La Scala har på det seneste oplevet, at over tyve medlemmer af koret og orkestret blev smittet med Covid-19.

Teatrets bestyrelse konkluderede onsdag, at smittespredningen og Italiens nedlukning af musikhuse i øvrigt ikke gjorde det muligt »at gennemføre en forestilling med publikum på et tilfredsstillende sikkerhedsniveau«, skriver nyhedsbureauet AP.

Sæsonåbneren skulle have været Yannis Kokkos’ nyopsætning af Donizettis opera ‘Lucia di Lammermoor’ med Lisette Oropesa i hovedrollen flankeret af Juan Diego Florez som Edgardo og med chefdirigent Riccardo Chailly på podiet.

Foto: PR

Læs mere: The Met må aflyse hele sæsonen 2020/21

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER