Nyhed

Ravel museum lukket under mystiske omstændigheder

For kort tid siden smækkede borgmesteren i den lille franske by Montfort-l’Amaury uden varsel porten i til det lille Musée Maurice Ravel med en meddelelse om, at det aldrig mere vil blive muligt at få adgang til museet. Årsagen til den pludselige lukning skulle være en vandskade.

Episoden er, ifølge Le Figaro, kulminationen på en række skandaler, der i den seneste periode har præget det lille museum, der oprindeligt var Ravels hjem fra 1921 og frem til hans død i 1937.

Af episoder kan nævnes at pianisten Martha Argerich og dirigenten Charles Dutoit blev bortvist ved et besøg, bestyreren af museet igennem mange blev fyret uden grund og husets ejer har rapporteret om, at en lang række ting angiveligt skulle være blevet stjålet fra museet. Sidste år blev flere kamerahold nægtet at filme indenfor i huset, deriblandt et hold fra det statslige France Télévision.

Ravel museet, der ligger lidt udenfor Paris, bliver i The Guardian beskrevet som »ét af verdens mest usædvanlige og charmerende musikmuseer fyldt med mekanisk legetøj, skæv møblering og en broget samling af rariteter. Sammen med en lille japansk have giver huset, Le Belvédère, muligheden for et kig ind i sjælen hos én af de mest private komponister«.

Læs også: Dansk unikum på ny violinbue udstilling i Budapest

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER