Nyhed

Religiøs organisation kæmper for at lukke opera ned

Jeanne d’Arc - Religiøs organisation kæmper for at lukke opera ned | Magasinet KLASSISK

Den aktuelle opsætning af Honeggers oratorie ‘Jeanne d’Arc au bucher’ i Bruxelles’ opera, La Monnaie, har skabt furore i kristne kredse. Den katolske interesseorganisation ‘Fédération Pro Europa Christiana’ er oprørte over, at Audrey Bonnet i rollen som Jeanne d’Arc optræder i herretøj – og i perioder endda helt uden tøj på – og kalder gengivelsen af martyren for »forvrænget, obskøn og transkønnet«, skriver den belgiske avis La Libre.

Organisationen har i længere tid haft gang i en underskriftindsamling i protest og har senest forsøgt at få både La Monnaies direktør Peter de Caluwe og den belgiske kulturminister Didier Reynders til at lukke opsætningen ned. Uden held.

La Monnaies  direktør kan ikke hidse sig op over protesterne fra den kristne organisation, og han forsvarer instruktøren Romeo Castelluccis kunstneriske valg:

»Dette er ikke en revolutionerende repræsentation af Jeanne d’Arc. Ikke lang tid efter hun blev dræbt, gengav malerier og statuer hende nøgen. La Monnaie forpligter sig stærkt på ytringsfrihed. Vi respekterer andres meninger, og vi beder andre om at vise den samme respekt for os«, siger han.

Forestillingen, som er en ko-produktion med Opéra National de Lyon, Perm Statsopera og Theater Basel, skabte også ballade ved premieren i Lyon for to år siden med optøjer mellem højreekstremistiske demonstranter og politiet.

‘Jeanne d’Arc au bucher’ havde premiere tirsdag aften og spiller en uge frem.

Foto: Bertrand Stofleth / LaMonnaie

Du kan streame forestillingen på La Monnaies website fra 25. nov. til 5. jan.

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER