Nyhed
Robin Ticciati ny musikchef i Berlin
28. oktober 2015
28. oktober 2015
32-årige Robin Ticciati træder i fodsporene af legender som Lorin Maazel og Riccardo Chailly, når han i 2017 og fem år frem overtager rollen som chefdirigent og musikchef for Deutsches Symphonie-Orchester Berlin (DSO). Han afløser Tugan Sokhiev, som er udnævnt til kunstnerisk chef ved Bolsjojteatret i Moskva. Den unge engelske dirigent er i forvejen musikchef for Glyndebourne operafestivalen og chefdirigent for Scottish Chamber Orchestra.
“Kemien mellem Robin Ticciati og vores orkester var fantastisk fra første færd. Prøveforløbet og koncerten med Bruckners Fjerde Symfoni lejrede sig dybt i vores hukommelse, og gav os visheden om, at vi hér havde fundet den helt rigtige efterfølger til Tugan Sokhiev”, udtaler bestyrelsesmedlem og trompetist i DSO, Matthias Kühnle, til BBC Music Magazine.
Ticciati og DSO krydsede første gang spor, da han svingede taktstokken ved en Brucknerkoncert i den tyske hovedstad i 2014. Han når at gæste det Berlinske orkester en gang mere til februar, inden han begynder sin faste ansættelse.
Foto: Marco Borggreve
FLERE NYHEDER