Nyhed

Royal Opera House dropper oliepenge

Royal Opera House dropper oliepenge | Magasinet KLASSISK

Royal Opera House i London har opsagt en omdiskuteret sponsoraftale med den engelske oliegigant, BP, som ellers har været en fast indtægtskilde for operahuset igennem mere end tre årtier. Det oplyste operahuset ved et arrangement om klimaforandringer i sidste uge.

Aftalen blev indgået i 1988 og har givet anledning til kritik for afhængigheden af olieselskabets “sorte” penge. Særligt i årene efter den seneste forlængelse af sponsoratet i 2016 har kritikken fra forskellige klimabevægelser og flere hundrede, fremtrædende engelske sangere, musikere og komponister været kras.

Ved den seneste aftale fremlagde klimaorganisationen Art Not Oil beviser for, at sponsorater påvirker de beslutninger, ledelse og bestyrelse tager for kulturinstitutionerne, der modtager penge fra BP. Efter at have udnyttet en lov om aktindsigt offentliggjorde organisationen en rapport, hvoraf det fremgik, at BP har blandet sig i driften af de institutioner, de støtter økonomisk.

Aftalen med olieselskabet udløb i december, og operahuset bekræfter overfor The Guardian, at man ikke ønsker at forlænge den. Nyheden bliver hilst velkommen af to af de skarpeste kritikere, komponist Nigel Osborne, og tenor Mark Padmore.

»Det, vi er vidne til, er en revolutionerende forandring, en næsten total afvisning fra kulturen af BP og den klima-ødelæggende forretning, selskabet repræsenterer. Med tæppefaldet for finansiering med fossile brændstoffer kan Royal Opera House nu komme til at indtage en nødvendigt førende rolle i at skabe kunst uden olie«, siger Osborne til avisen.

Padmore og Osborne var også centrale stemmer i kritikken af de mangeårige ‘BP Big Screens’, store udendørs arrangementer i hele England med storskærmsvisning af kompagniets opera og ballet.

NGO’en Culture Unstained, der arbejder for at stoppe kultursponsorater baseret på penge tjent på fossilt brændstof, har udsendt en pressemeddelelse i anledning af nyheden. Heri skriver organisationen, at tabet af olie-sponsoratet ikke får de store økonomiske konsekvenser for operahuset:

»Ifølge operahusets årsregnskaber udgør BP’s sponsorat mindre end en halv procent af Royal Opera Houses årlige indkomst, og på trods af at BP er Royal Opera Houses ældste kunstpartner, ville deres betaling ikke engang have dækket lønningerne til operahusets direktør og chefdirigent«.

Foto: PR

Læs også: Concertgebouw dropper oliepenge

Tilmeld gratis nyhedsbrev | Magasinet KLASSISK

FLERE NYHEDER