Nyhed
Russisk orkester skiller sig af med stifter og chefdirigent
28. september 2022
28. september 2022
Chefdirigent og stifter af Russian National Orchestra, Mikhail Pletnev, har fået silkesnoren af styret i Moskva. Orkestret oplyser på det russiske sociale medie Telegram, at Pletnev, der stiftede det internationalt ansete orkester i 1990 midt i Sovjetunionens opløsning, ikke får forlænget sin kontrakt:
»Orkesterledelsens beslutning bunder i behovet for at opbygge en langsigtet strategi for udviklingen af orkestret. Det er umuligt på grund af fraværet af den kunstneriske chef og hans manglende evne til at overlevere information til ledelsen om hans planer og perspektiver for det videre arbejde med orkestret«, skriver Russian National Orchestra i et opslag på dets officielle Telegram konto.
Pletnev har siden januar 2021 boet i Schweiz, hvor han har fået statsborgerskab. Ifølge nationalorkestret har der stort set ikke været nogen kontakt mellem dirigenten og orkestret siden slutningen af 2020.
Russian National Orchestras orkesterchef – og Pletnevs fortrolige – Svetlana Rips blev allerede i marts udskiftet med den Moskva-tro Irina Shigoreva, der også leder Moscow State Academic Symphony Orchestra, skriver Slipped Disc. Rips, der har været ansat ved orkestret siden 1998, blev angiveligt fyret, da hun ikke har udtalt sig patriotisk om Putins “specialoperation” i Ukraine.
Mikhail Pletnev stiftede orkestret, som han håndplukkede fra andre russiske elite-filharmonikere, med støtte fra vennen Mikhail Gorbatjov. Russian National Orchestra opnåede hurtigt international anerkendelse og blev det første russiske orkester, der spillede i Israel og Vatikanet. Russian National Orchestra og Pletnev har også flere gang gæstet Danmark. Magasinet Gramophone har rangeret orkestret, der har en omfattende udgivelsesliste på blandt andet på Deutsche Grammophon, som nr. 15 i verden.
Der er dog ingen risiko for, at 65-årige Pletnev kommer til at kede sig. Dirigenten har stiftet et nyt orkester, Rachmaninov International Orchestra, som første gang samledes i Slovakiet for nylig. Han har også en karriere som klaversolist og har recital aftaler i Wiener Musikverein i februar og Théâtre des Champs-Elysées i Paris i april stående i kalenderen.
Foto: Sergei Demidov / PR
FLERE NYHEDER