Nyhed
Russiske topmusikere protesterer over anholdelsen af Alexeï Navalny
23. februar 2021
23. februar 2021
I et åbent brev til regeringen i Moskva protesterer en lang række fremtrædende russiske musikere, dirigenter og komponister over anholdelsen og domsfældelsen af systemkritikeren Alexeï Navalny. De mere end 400 kunstnere opfordrer præsident Putin til at løslade Navalny.
Det åbne brev, som violinist Misha Nodelman, ifølge France Musique, har taget initiativ til, er fulgt op af en video, der er offentliggjort på YouTube. Heri udtrykker flere af kunstnerne deres foragt over for den brutalitet, politiet har mødt de mange demonstrationer med landet over. Flere tusinde demonstranter er også blevet tilbageholdt efter at have deltaget i protesterne.
Blandt de mange kunstnere i videoen er stjernepianisten Evgeny Kissin (foto), som har et kort og klart budskab til Putin:
»Stop rædslerne! Løslad Navalny og alle andre politiske fanger omgående«.
For at dæmme op for protesterne er demonstranterne blevet mødt talstærkt af både kampklædt politi og den russiske nationalgarde. Samtidig har myndighederne øget straffen for at deltage. Det kalder flere af kunsterne for »statsterror«, og de er bekymrede over, at lovgivningen bliver stadigt mere undertrykkende.
Dirigent Mikhail Agrest siger:
»Fredelige forsamlinger er blevet forbudt, og det såkaldte retssystem bruges til at undertrykke kritik og forfølge politiske modstandere«.
Foto: Johann Sebastian Hänel / DG
FLERE NYHEDER